MØD KENNETH V. DUPONT

Kenneth V. Dupont vil efterlade tingene lidt bedre, end han fandt dem

Portrætfoto af Kenneth V. Dupont

Hvad er det bedste ved at bo i Trige - med dine ord?

“Det bedste ved Trige er, at byen ligger så tæt på Aarhus, og at alle indkøbsbehov dermed er dækket. Men samtidig ligger Trige i en passende afstand, så man ikke hele tiden er generet af ballade og støj, som man kan opleve i Aarhus. Her er der generelt mere ro. Trige har samtidig en størrelse og et aktivitetsniveau, der gør, at man nemt kan finde fællesskaber at blive en del af.”

Hvis du skulle anbefale ét sted i Trige til en ven, hvad skulle det være - og hvorfor?

“Der er mange gode steder i Trige, men ét sted, jeg holder særligt af, er branddammen. Den har altid noget naturskønt over sig, og samtidig ligger den midt i Trige. Branddammen ligger desuden tæt på mange af vores forretninger, så man møder nemt bekendte, som man kan få en snak med.”

Hvad siger folk typisk er kendetegnende ved dig som person?

“Hvis jeg skal være helt ærlig, så ser jeg mig selv som en mand, der gerne vil være noget for andre. Jeg er en ildsjæl. En af dem, der får ting til at ske i et lokalsamfund, fordi nogen skal gøre det, og fordi jeg synes, det er vigtigt. Jeg tror også, at jeg har en stærkere følelsesmæssig side, end man måske umiddelbart får øje på. Jeg viser den bare ofte gennem handlinger frem for store ord. Og måske er det allervigtigste: Jeg er et menneske, der gerne vil efterlade tingene lidt bedre, end jeg selv fandt dem. Det er fine egenskaber at have, men jeg synes også, det er vigtigt at huske, at man ikke behøver at være perfekt for at være et menneske, der gør en forskel. ❤️ Nøgleord om mig: Jeg tænker på andre mennesker. Jeg finder løsninger frem for undskyldninger. Jeg får idéer og fører dem ud i livet. Jeg tager ansvar, når noget skal gøres. Jeg giver ikke let op. Jeg siger min mening og forventer ærlighed.”

Hvad gør dig altid i godt humør i hverdagen?

“Jeg holder meget af min kone og mine børn, men hvem gør dog ikke det? De – og alle dem, jeg møder i Trige – er med til at gøre min hverdag bedre. Der er næsten altid en god snak at få, når vi mødes. Kort fortalt så gør min familie og venner mig glade.”

Hvem i Trige vil du gerne sige tak til - og for hvad?

“Jeg vil gerne rette en helt uforbeholden tak til Den Boligsociale Indsats. De vækkede en glød i mig, som blev starten på en lang række ting, jeg siden har kæmpet for og engageret mig i. Nogle af de ting, jeg blev en del af kampen for, er Mænds Mødested i Trige, Afdelingsbestyrelsen i afd. 19, Aktivitetsudvalget i Trigeparken og Autisme Caféen i Aarhus.”