Onsdag morgen kl. 06.22 rykkede politi og brandvæsen ud til en voldsom brand i en bygning på Smedebroen i Trige. Ved ankomst var der høje flammer fra både tag og gavl, og brandvæsenet påbegyndte straks slukningsarbejdet.
Bygningen, der huser både lejligheder og flere butikker, blev hårdt ramt. En lejlighed var allerede overtændt ved brandvæsenets ankomst, og under slukningsarbejdet blev en 60-årig mandlig beboer fundet død. De pårørende til den afdøde er blevet underrettet.
Østjyllands Politi er til stede for at afklare brand- og dødsårsagen, men tekniske undersøgelser på stedet vil tage tid, og der afventes resultat på obduktion. Det er endnu ikke muligt at konkludere, om branden er påsat.
Ingen øvrige personer kom til skade i forbindelse med branden. Østjyllands Politi søger vidner fra området omkring kl. 6 onsdag morgen samt personer med videooptagelser fra biler, butikker eller beboelse, der kan hjælpe med opklaringen.