Ledende overlæger til vores lederteam, Røntgen og Skanning AUH, Afsnit 7

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Har du lyst til at have både høj faglighed i dit daglige kliniske arbejde samt have indflydelse på daglig drift, udvikling og strategi for radiologien, så tilbyder vi en unik mulighed for dette.

Afsnit 7 Røntgen og Skanning AUH søger ledende overlæger til ledelsesteamet, der består af to ledende overlæger, en overradiograf samt en ledende lægesekretær. 
Strukturen omkring ledelse i Røntgen og Skanning er besluttet på baggrund af Overenskomst for Overlæger 2021 og ny AUH Ledelsesmodel. Se eventuelt mere om processen i denne film; 
https://region-midtjylland.23video.com/secret/81235430/379c7243987703b7d77558b200960f87

Om Afsnit 7
Røntgen og Skanning Afsnit 7 betjener hovedsageligt de kliniske afdelinger i SYD-sporet af AUH (Kræftafdelingen, Blodsygdomme, Klinik for Mave- og Tarmkirurgi samt Klinik for Lever, Mave og Tarmsygdomme), Ældresygdomme og Akutafdelingen i Nord samt primærsektor i Aarhus Kommune. 
Vi arbejder derudover tæt med kollegaer i PET-centret på AUH.

Opgaverne er både på hoved-, regions- og højt specialiseret funktionsniveau, det sidstnævnte indenfor gastro-, onko- og interventionsradiologien.

Afsnit 7 har ultralyd, CT, MR, gennemlysning, mammografi, intervention og konventionel røntgen. Vi er en stor speciallægegruppe på ca. 30 kolleger, som arbejder tæt sammen i en travl hverdag. Vi lægger vægt på et godt kollegialt sammenhold samt plads til faglig sparring og et godt arbejdsmiljø.

I Afsnit 7 er der subspecialisering indenfor det abdominale område med hovedvægt på øvre og nedre gastro, det hæmatologiske område med den primære udredning, medicinsk funktion, samt indenfor onkoradiologien inkl. mammaradiologien. Vi ser dagligt mange akutte patienter inden for alle subspecialer.

I interventionsteamet – fysisk beliggende på OP-SYD- varetages der højtspecialiserede behandlinger, såsom RFA/MWA, PTC, TIPS, prostataemboliseringer, kemo- og blødningsemboliseringer. Arbejdet varierer mellem planlagte og akutte patienter og ofte i tæt samarbejde med anæstesien.
Mammografien i Afsnit 7 varetager kliniske mammografier og biopsier. Til denne subspecialisering hører brystscreeningsenhederne i Scandinavian Center Aarhus og i Tobaksgården i Horsens også med.  

En del af afsnittets afdelingslæger indgår i 7-skiftet bagvagt med tilstedeværelsesvagt og efterfølgende rådighedsvagt fra bolig. Der er aktuelt syv læger i vagtlaget.

I Afsnit 7 er der 65 radiografer og røntgensygeplejersker, heraf 7 specialeansvarlige og 3 udviklings- og implementeringssvarlige radiografer (dækkende CT, UL og Mammografi. Alle med udviklingsopgaver både lokalt i afsnittet, på tværs af AUH og ud i Region Midt. Ydermere har vi 2 forskningsradiografer ansat. 
Plejegruppen ledes af overradiografen.

Sekretærgruppen består af 11 dedikerede medarbejdere. Derudover har Afsnit 7 en afsnitssekretær ansat, der bistår afsnitsledelsen i den daglige drift.  Sekretærgruppen i Afsnit 7 ledes af den ene af de 2 ledende lægesekretærer i Røntgen og Skanning.  

Vi vægter det tætte tværfaglige samarbejde højt i Afsnit 7. Både omkring afsnittets procedurer, men også omkring visitation og planlægning af undersøgelser, forberedelse af konferencer og lignende. Vi har hver måned et tværfagligt personalemøde, der understøtter dette vigtige tværfaglige samarbejde i et meget stort radiologisk afsnit.

Vi søger ledende overlæger med følgende kompetencer
•    Har uddannelse indenfor ledelse eller er indstillet på at gennemføre en sådan.
•    Har en tydelig, involverende og dialogbaseret ledelsesstil. 
•    Er analytisk og initiativrig ifht. den fortsatte udvikling af patientforløb og drift i afsnittet.
•    Arbejder med robuste løsninger og implementering af fælles ledelsesbeslutninger.
•    Indgår i tæt dialog med samarbejdspartnere og er netværksorienteret.
•    Har gode tværfaglige samarbejdsrelationer, og fokus på et godt arbejdsmiljø.
•    Har lyst til ledelsesdrøftelser og tæt sparing i ledelsesteamet omkring Afsnit 7.

Du kan læse mere om ansvar, opgaver, mandat, vilkår og onboarding her
Onboardingforløbet tilpasses naturligvis den enkelte kandidats erfaring. 
Vi har en forventning om at du har klinisk arbejde i gennemsnit 3 dage om ugen indenfor Afsnit 7's opgaveportefølje. Du forventes ikke at deltage i eventuelt vagtarbejde, men det kan være en mulighed, hvis du har interesse for det.  

Du kan læse stillings- og funktionsbeskrivelse her

Ledelsesgruppen i hele Røntgen og Skanning
Som ny ledende overlæge vil du sammen med dine andre ledende overlæge-kolleger, Afdelingsledelsen, overradiograferne og de ledende lægesekretærer være med til at definere fremtidens lægelige og tværfaglige ledelse i Røntgen og Skanning AUH. Vi har allerede tanker om fremtidens gode lægeliv i Røntgen og Skanning, og vi glæder os til at arbejde videre og udvikle disse sammen i ledelsesgruppen.


Om Røntgen og Skanning, AUH
Røntgen og Skanning er en af landets største radiologiske afdelinger. Røntgen og Skanning er opdelt i afsnit, men er i praksis en samlet enhed. Det betyder, at du som overlæge skal indgå i et større fagligt fællesskab og via dette understøtte patientforløb, afdelingens drift og kolleger i andre afsnit.

Vi er nu ca. 380 ansatte, heraf ca. 82 speciallæger, fordelt på 4 afsnit. Vi udfører ca. 200.000 undersøgelser årligt (505.000 procedurer), heraf mange højt specialiserede inkl. MDT-konferencer og second opinion af undersøgelser fra andre hospitaler – regionale og uden-regionale. Afdelingen er universitetsafdeling for Region Midtjylland og dækker alle højt specialiserede funktioner i Sundhedsstyrelsens Specialeplan. Vi er i tæt samarbejde med de fleste afdelinger på Aarhus Universitetshospital samt de øvrige radiologiske afdelinger i regionen. Herudover har afdelingen formaliseret samarbejde med Aarhus Universitet omkring forskning, uddannelse og undervisning samt klinisk med Institut for Retsmedicin.

Afdelingen har et stærkt forskningsmiljø med klinisk professorat og 2 forskningsenheder:

Forskning på Røntgen og Skanning - AUH til fagpersoner

Røntgen og Skanning har et stort ansvar inden for uddannelsen af radiologiske speciallæger i Region Midtjylland og har både introduktions- og et stort antal hoveduddannelseslæger. Herudover har afdelingen også radiografstuderende samt lægesekretærelever og studerende fra den nye Sundhedsadministrativ koordinator uddannelse.

AUH's strategiske ambition, som også er vores, har 3 overskrifter:

    Vi møder hele mennesket 
    Vi har den højeste faglighed 
    Vi skaber resultater gennem samarbejde

Afdelingen ledes af en afdelingsledelse bestående af en cheflæge, en chefradiograf og en klinisk lærestolsprofessor. Hvert afsnit har en afsnitsledelse bestående af 1-2 afsnitsledende overlæge(r)og en overradiograf.

Hvis du vil vide mere

Vi håber, at du har lyst til at vide mere. Du er meget velkommen til at kontakte os for en fortrolig snak, også hvis du endnu ikke føler dig helt parat til en lederstilling, men bare er nysgerrig.

Du kan kontakte:
•    Cheflæge Vibeke Fink-Jensen, 2475 1179 (vibfin@rm.dk)
•    Chefradiograf Morten Kamp Ditlev, 6136 8998 (mordit@rm.dk)
•    Overradiograf Christine Houman Nyrup, 2142 9315 (chrinyru@rm.dk)
•    Konstitueret ledende overlæge Erik Morre Pedersen, 2138 9736 (erikpede@rm.dk)
•    Konstitueret ledende overlæge Lars Peter Skovgaard Larsen, 2136 1165 (larslars@rm.dk)


Ansøgning

Ansøgningen skal udfærdiges i henhold til Sundhedsstyrelsens beskrivelse af de 7 lægeroller og skal indeholde speciallægeautorisation i radiologi, curriculum vitae samt eventuel publikationsliste.
Den faglige bedømmelse sker på baggrund af dine oplysninger om egne kompetencer inden for hvert af de syv lægelige kompetenceområder. 
Skema til bedømmelse skal udfyldes i forbindelse med ansøgningen.

Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til den mellem Danske Regioner og Foreningen af Speciallægers indgåede overenskomst for lægelige chefer.  Ansættelse er betinget af tilfredsstillende børneattest samt autorisation.

Vi glæder os til din ansøgning

Ansøgningsfrist: 10.september 2023 (udløb til midnat)

Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 37 og/eller uge 38. Da det er stillinger som ledende overlæge, afholder vi 1. samtale med fokus mest på det faglige i ansættelsen som overlæge i Afsnit 7. Hvis vi efter 1. samtale beslutter at gå videre med en kandidat, afholder vi en 2. samtale med fokus kun på ledelsesopgaven.
 

 


Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Aarhus Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Aarhus Universitetshospital, Palle Juul-Jensens Boulevard 99, 8200 Aarhus N

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 10-09-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://midtjob.dk/ad/ledende-overlaeger-til-vores-lederteam-rontgen-og-skanning-auh-afsnit-7/bzxzip/da

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5891634

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet