Trige er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Skud affyret i Aarhus – mænd på scooter efterlyses
Østjyllands Politi fik onsdag kl. 16.25 anmeldelser fra flere borgere om, at der var affyret flere skud hen over vognbanerne i krydset Silkeborgvej/Vestre Ringgade i Aarhus.
Du kan læse mere i den udsendte nyhed om sagen.
**
Kokain og peberspray beslaglagt – to mænd sigtet
Østjyllands Politi specialpatrulje fattede onsdag kl. 12.30 mistanke til, at der blev handlet med stoffer mellem flere personer, der sad i to biler på en p-plads på Åhusene i Aarhus C.
Da betjentene gik hen mod bilerne, løb en enkelt mand fra stedet, mens førerne af de to biler blev tilbage. De blev begge visiteret, og deres biler ransaget.
I den ene bil fandt specialpatruljen nogle salgsposer med kokain, nogle hundrede kroner i kontanter og en peberspray, og den 18-årig fører af bilen blev sigtet for narkosalg og ulovlig våbenbesiddelse.
Den 30-årige mand, som havde ført den anden bil, var opfarende og aggressiv og nægtede at lade sig visitere. Han knyttede i stedet næverne og meddelte, at han ville slås.
Han endte dog i håndjern, og visitation og ransagning blev gennemført. I hans bil lå nogle morfintabletter, som han blev sigtet for at besidde, og derudover blev han sigtet for at forstyrre den offentlige orden på grund af sin aggressive opførsel.
**
Gemte skunk i baggård
Nogle betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje holdt onsdag lidt over kl. 15.00 ekstra øje med en 18-årig mand, som gik rundt i parken omkring Musikhuset i Aarhus C. Betjentene kendte den 18-årige fra tidligere forhold, og han udviste mistænkelig adfærd, da han flere gange gik ind og ud af en baggård i nærheden.
Det endte med, at patruljen tog kontakt til den 18-årige, da han stod i baggården. På jorden lå flere salgsposer med skunk, og den unge mand erkendte, at han havde solgt nogle poser.
Han blev derfor sigtet for narkosalg, og salgsposerne med indhold blev beslaglagt.
**
To mænd sigtet efter fund af ecstasy, LSD og hashkager
To mænd på 23 og 30 år havde flere ulovlige stoffer i lommerne, da de onsdag eftermiddag gik rundt ved Godsbanen i Aarhus C. Det viste sig, da de kl. 16.15 blev visiteret af betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje, som patruljerede til fods i området.
Den 23-årige blev sigtet for narkosalg, da han havde en del salgsposer med hashkager, ecstasypiller og LSD på sig. Den 30-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en klump hash i lommen.
**
Sigtet for at kaste øl efter vagter
Nogle vagter på Klostertorvet i Aarhus kontaktede onsdag kl. 20.20 politiet, efter at have tilbageholdt en 48-årig mand, som havde været aggressiv og truende. Ifølge vagterne havde manden kastet en fyldt øldåse efter dem, mens han råbte diverse skældsord.
En patrulje kørte til stedet, hvor de sigtede den 48-årige for at forstyrre den offentlige orden. Mens betjentene var på stedet, råbte en 25-årig mand skældsord efter dem, og han blev derfor sigtet for at fornærme politiet.
**
Færdsel
Onsdag kl. 7.37 skete der et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej ved Grundfør. En 25-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 48-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.
Onsdag kl. 13.15 blev en 45-årig mandlig bilist sigtet for køre uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Næringen i Risskov. Da han flere gange er blevet taget i at køre i frakendelsestiden, blev hans bil denne gang beslaglagt med henblik på konfiskation.
Onsdag kl. 14.52 skete der et færdselsuheld i krydset Nørreriisvej/Dambrovej i Hinnerup. En 57-årig mandlig bilist foretog et højresving og ramte ind i en 64-årig mand, som kom cyklende lige ud i krydset. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt et enkelt indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Trige Centervej i Trige begået mellem mandag d. 12/4 kl. 00.00 og tirsdag d. 13/4 kl. 17.00