Trige er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Kvinde indlagt i kritisk tilstand efter brand
En 62-årig kvinde er indlagt i kritisk tilstand, efter hun natten til mandag blev reddet ud fra en brand i sit hus på Randersvej i Trige.
Politi og brandvæsen rykkede kl. 00.50 ud til branden i villaen, og da patruljen ankom til stedet, stod der høje flammer op fra bygningen. Røgdykkere gik ind i huset, og fik reddet kvinden og hendes hund ud. Kvinden blev efterfølgende indlagt i kritisk tilstand, mens hunden blev kørt på dyrehospital.
Under slukningen af branden blev Randersvej i en periode spærret, mens brandfolkene arbejdede på stedet.
Huset brændte stort set helt ned, og det har endnu ikke været muligt at undersøge den nærmere brandårsag.
**
Kvinde udsat for blotter i Aarhus
En 21-årig kvinde anmeldte søndag eftermiddag, at hun på vej hjem fra byen i Aarhus natten til søndag var blevet kontaktet af en mand, der havde blottet sig for hende.Ifølge kvinden gik hun omkring kl. 3.15 ved Rådhusparken tæt på Musikhuset, da en fremmed mand, der virkede beruset, stillede sig foran hende, trak bukserne ned og begyndte at onanere.
Da hun forsøgte at gå uden om ham, blokerede han hendes vej et par gange. Da et par cyklister kom kørende på stedet, skyndte manden sig væk.
Kvinden har givet følgende signalement af gerningsmanden:
• Dansk af udseende, lys i huden
• Ca. 18-25 år
• Ca. 180-185 cm
• Iført mørk hoodie, mørke jeans og brunt bælte
Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Østjyllands Politi på tlf. 114.
**
Hærværk på mindesmærke på kirkegård
Østjyllands Politi fik lørdag kl. 22.09 en anmeldelse om, at nogen havde begået hærværk mod et sovjetisk mindesmærke på Vestre Kirkegård i Aarhus V.
Ukendte gerningsmænd havde tændt bål på stedet, der havde sværtet dele af en mindesten, og med hvid maling var der foran mindesmærket skrevet nogle nedsættende ord om den russiske præsident.
Politiet sikrede spor på stedet, og sagen efterforskes nu nærmere.
Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner eller folk, der har oplysninger om, hvem der kan have begået hærværket. Oplysninger kan gives til politiet via tlf. 114.
**
Sigtet for at stjæle kabeltromler
En opmærksom borger kontaktede søndag kl. 7.30 politiet, da han havde set to mænd læsse flere kabeltromler med elkabler af en trailer ud for en adresse i Tilst. Da mændene trillede tromlerne ind i et skur ved adressen, fattede borgeren mistanke til, at kablerne var stjålet, og han ringede derfor til politiet.
En patrulje kørte til stedet, hvor de hurtigt fandt 19 kabeltromler, og de to mænd på hhv. 24 og 29 år kunne ikke forklare, hvor de havde dem fra. Betjentene fandt dog hurtigt frem til, at kabeltromlerne var taget fra en byggeplads i Aarhus C, og begge mænd blev derfor sigtet for tyveri.
Tromlerne blev herefter leveret tilbage til rette ejer.
**
Færdsel
Søndag kl. 16.52 skete der et færdselsuheld i krydset Æbeløvej/Fejøvænget i Tilst. En 39-årig kvindelig bilist mistede kontrollen over sin bil og ramte ind i et træ i vejkanten, hvorefter bilen væltede rundt. Kvinden pådrog sig nogle mindre skader, som hun blev behandlet for på skadestuen. Hun blev efterfølgende sigtet for manglende agtpågivenhed.
Søndag kl. 17.22 skete der et færdselsuheld på Spanien i Aarhus C. En 25-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 55-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade.
Natten til mandag kl. 00.39 skete der færdselsuheld på Østjyske Motorvej ved Viby. En Falck-autohjælpsmedarbejder havde parkeret sin ladvogn i nødsporet, hvor han var i færd med at håndtere en bil med motorproblemer, da en bilist kom kørende meget tæt forbi og ramte ind i sidespejlet på Falck-bilen. Bilisten kørte videre fra stedet uden at give sig til kende.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Segaltvej i Løgten ved Skødstrup begået lørdag d. 30/4 mellem kl. 18.30 og kl. 23.45
• På Østermarksvej i Gjerlev begået søndag d. 1/5 kl. 18.02